I 2004 blev otte central- og østeuropæiske lande medlem af EU, og nogle år senere fulgte Rumænien, Bulgarien og Kroatien. Et af formålene med EU-medlemskabet er at øge velstanden og styrke de liberale og demokratiske værdier. Nogle lande klarede det meget bedre end andre. Polen er blevet til et vigtigt marked for Danmarks udenrigshandel.
Af: Holger Sandte, chefanalytiker i Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Siden jerntæppets fald har de tidligere kommunistiske lande gennemgået store økonomiske og samfundsmæssige forandringer. Det gennemsnitlige velstandsniveau er steget markant i alle lande. Tjekkiet, Slovenien og Litauen har nu en indkomst per indbygger, der ligger på mindst 80 procent af EU-5, dvs. gennemsnittet af Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien og Nederlandene. Bulgarien ligger helt i bunden med 54 procent. Polen og Litauen tog det største spring fremad, Slovenien det mindste, om end fra et højere udgangspunkt. Når det gælder produktivitet, målt ved BNP pr. arbejdstime, er det kun Slovakiet, Slovenien og Litauen, der har nået mere end 70 procent af EU-5, og i nogle lande var der meget begrænset fremskridt de seneste ti år.
Industrien fylder fortsat meget
De økonomiske strukturer har også ændret sig markant – mindre landbrug, flere tjenesteydelser. Som en arv fra fortiden udgør industrien stadig en betydeligt større andel af økonomien for eksempel i Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien end i de fleste gamle EU-lande. De nævnte lande er tæt integreret i værdikæderne af den vesteuropæiske bilindustri. Til gengæld fylder tjenesteydelser typisk mindre. Her ligger de baltiske lande i spidsen sammen med Kroatien som det EU-land, hvor turismen fylder mest.
Den typisk industritunge struktur bidrager til, at CO2-udledning pr. BNP-enhed i nogle lande er betydeligt højere end i det gamle EU. Dermed er der et stort potentiale for at øge energieffektiviteten. Andelen af vedvarende energi i det samlede energiforbrug varierer meget. Blandt EU-landene ligger de baltiske lande i den øverste tredjedel, Polen og Ungarn til gengæld i den nederste tredjedel.
Levealderen stiger, men befolkningstal falder
Når levestandarden stiger, har folk en tendens til at blive ældre. I 2019 var den forventede levetid i alle tiltrædelseslandene mindst 75 år (EU-5: 82,5 år). Coronapandemien har dog ført til et meget større tilbageslag end i de gamle EU-lande. Svagere sundhedssystemer og i nogle lande befolkningens mistillid i politiske beslutninger spiller en rolle i dette. Derudover omfatter det demografiske billede et fald i befolkningstallet de sidste årtier i næsten alle lande og særligt markant i Litauen, Letland og Bulgarien. Det er oftest yngre og veluddannede mennesker, der forlader landet, hvilket ikke gør det nemmere at skabe økonomisk vækst.
God regeringsførelse – ikke overalt
God regeringsførelse er med til at styrke vækst, social samhørighed og tillid til myndighederne samt at beskytte menneskerettighederne. Hvor god regeringsførelsen er, kan måles ved Verdensbankens governance-indikatorer. På dette område er forskellene mellem tiltrædelseslandene store, afstanden til den gamle EU er ofte betydelig, og i nogle lande går tingene endda i den forkerte retning.
Med hensyn til retsstatsprincippet ligger Tjekkiet og de baltiske lande på eller over niveauet for EU-5. Til gengæld er situationen blevet forværret de seneste år ikke kun i Polen, og Ungarn, men også i Bulgarien, mens der ikke er meget fremskridt i andre lande. I de samme lande og Rumænien er den regulatoriske kvalitet faldende. Også når det gælder omfang af korruption bevæger en række lande sig i baglæns. Her scorer Georgien, et EU-kandidatland, markant bedre end halvdelen af tiltrædelseslandene.
Danmark handler især med Polen
For Danmark er tiltrædelseslandene hellere et indkøbsmarked end et salgsmarked. Handelsbalancen med de fleste lande er negativ. Polen vil fortsat være langt det vigtigste land i regionen for dansk eksport og import.